Antboy – Tissemyrens bid © 2007 Høst och Søn / Rosinante & Co

Antboy – Tissemyrens bid
© 2007 Høst och Søn / Rosinante & Co., Kopenhagen
En superhelt tager form
”Myren har nogle stærke kindbakker, som den bruger, når den skal bære, bide,
skære eller klippe ting.”
Jeg betragtede den murstenstykke gule telefonbog, jeg sad med i hånden. Så løftede jeg den op, gabte ind over den og bed sammen. Mine tænder sank gennem de mange hundrede sider, som var de smeltet smør, og
bed en tyk luns af bogryggen. Jeg spyttede papirerne ud, tog en ny bid, og
snart efter sad jeg med to halve telefonbøger i hænderne.
”Utroligt,” mumlede jeg og fjernede et par telefonnumre, der havde sat
sig fast mellem mine tænder. Jeg havde ikke udviklet kindbakker – gud ske
tak og lov for det – men mine kæbemuskler var nu som hærdet stål. Jeg
havde heller ikke fået følehorn eller fire ekstra ben, men det betød ikke, at
disse ting ikke var en del af mig. Forandringerne var indvendige. Jeg havde
ikke seks ben, men jeg kunne løbe, som om jeg havde det. Jeg havde ikke
følehorn, men alligevel havde jeg næsten kunnet smage mors hovedpine, da
hun havde kysset mig på panden i går.
I bøgerne stod der også det forbløffende, at myren ikke har et skelet
indeni, men bærer det udenpå som en hård skal, næsten som en rustning.
Det forklarede, hvordan jeg havde overlevet faldet fra kirketårnet i går.
Men det var ikke engang det vildeste. Myren, stod der, trak ikke vejret gennem munden, men gennem huden! Jeg lod det komme an på en prøve og lukkede munden, mens jeg holdt mig for næsen. Der skete ingenting. Sekunderne gik,
luften i lungerne blev brugt op og til sidst kunne jeg ikke holde vejret længere.
Jeg skulle til at åbne munden og tage en dyb indånding, da jeg pludselig mærkede
det. Det var en underlig følelse. Det var, som om jeg stod ude i regnen, uden en
trevl på kroppen. Men regndråberne, der ramte den nøgne hud, perlede ikke
bare af. Det føltes, som om de sank ind i mig, krøb ind under huden, som var
jeg en svamp. Følelsen var så uvant og så bizar, at jeg gav et forskrækket hvin
fra mig. Jeg gned min krop for at gnide den væmmelige fornemmelse af mig og
besluttede mig for at blive ved med at trække vejret på den gode, gammeldags
facon. Men evnen var da praktisk, det kunne jeg godt se.
Den eneste superkraft, jeg ikke helt vidste, hvad jeg skulle bruge til, var
… Ja, altså, som der stod i en af bøgerne:
Antboy – Der Biss der Ameise (Aus dem Dänischen von Maike Dörries,
© 2009, 2014 Carlsen Verlag GmbH, Hamburg)
Ein Superheld wird geboren
„Die Ameise hat kräftige Kiefer, die sie zum Tragen, Beißen, Schneiden oder
Kneifen benutzt.“
Ich sah das backsteindicke, gelbe Telefonbuch in meiner Hand an. Dann
führte ich es zum Mund, schloss meine Kiefer darum und biss hinein. Meine
Zähne versanken in dem dicken Schinken wie in weicher Butter und bissen ein
großes Stück aus dem Buch heraus. Ich spuckte die Papierschnipsel aus, nahm
einen weiteren Biss und saß kurz darauf mit zwei Telefonbuchhälften da.
„Unglaublich“, nuschelte ich und pulte ein paar Telefonnummernreste aus
meinen Zähnen. Ich hatte keine sichtbaren Kieferzangen entwickelt – Gott sei
Dank, aber meine Kiefermuskeln waren hart wie Stahl. Genauso wenig waren
mir Fühler gewachsen oder vier zusätzliche Beine. Die Veränderungen waren
innerlich. Ich hatte keine sechs Beine, aber ich konnte laufen, als hätte ich so
viele. Ich hatte keine Fühler, dennoch hatte ich Mamas Kopfschmerzen nahezu
geschmeckt, als sie mir gestern zum Abschied einen Kuss auf die Stirn gab.
In den Büchern standen verblüffende Dinge, zum Beispiel, dass die Ameise kein
inneres Skelett hat wie wir. Sondern stattdessen einen harten Außenpanzer, fast wie eine
Rüstung. Das erklärte, wieso ich den Sturz vom Kirchturm unbeschadet überlebt hatte.
Aber das war nicht das Schärfste. Dort stand auch, dass die Ameise nicht durch den
Mund atmete, sondern über die Körperoberfläche! Ich ließ es darauf ankommen, presste
die Lippen fest zusammen und hielt mir die Nase zu. Nichts passierte. Die Sekunden
tickten dahin, die Luft in meinen Lungen wurde knapper, irgendwann konnte ich es nicht
länger aushalten. Aber als ich gerade den Mund öffnen und tief einatmen wollte, merkte
ich es. Das war vielleicht ein komisches Gefühl. Wie splitternackt im Regen zu stehen, wobei aber die Regentropfen, die auf die nackte Haut fielen, nicht einfach abperlten. Es war,
als würden sie in mich einsickern und sich unter meiner Haut verteilen, als wäre ich ein
Schwamm. Das Gefühl war so unbeschreiblich bizarr, dass ich einen erschreckten Schrei
ausstieß. Ich rieb meinen Körper, als könnte ich so die unheimliche Sinneswahrnehmung
abstreifen, und beschloss, weiterhin in der gewohnten Art zu atmen. Aber praktisch war
die neu entdeckte Fähigkeit auf alle Fälle, das ließ sich nicht abstreiten.
Die einzige Superkraft, von der ich nicht wusste, wann ich sie jemals anwenden sollte, war… Na ja, also, in einem der Bücher stand:
B Antboy – Der Biss der Ameise Kenneth Bøgh Andersen
12 | 15
14
”Når myren skal forsvare sig, bider den og sprøjter med bagkroppen myresyre ind
i såret. Det svier lidt. Myresyre lugter ikke særlig godt.”
Hvornår jeg lige ville få brug for at tisse på en eller anden, vidste jeg ikke,
men én ting var sikkert: Fra nu af måtte jeg passe på ikke at komme til at
tisse ved siden af, når jeg gik på toilettet. Mor og far ville næppe bryde sig
om flere huller i den nye badeværelsesmåtte. Eller i gulvet.
Jeg lagde bøgerne om myren fra mig og begyndte at bladre igennem tegneseriehæfterne, hvor Superman, Batman og X-men kæmpede mod grumme superskurke, der truede med at tilintetgøre hele byer, hele nationer eller
somme tider – hvis de var rigtig vrede - hele planeten. Imellem disse store
slag havde de kappeklædte helte dog også tid til at komme ganske almindelige mennesker i knibe til undsætning.
Det stod mig hurtigt klart, at der var tre ting, der var nødvendige, hvis
jeg skulle begå mig som superhelt: Et navn, et logo og en dragt.
Logoet var nemt. Jeg har aldrig været særlig god til at tegne, men at tegne et myrehoved kræver nu heller ikke de store kunstneriske evner; et lidt
aflangt ansigt, store øjne og følehorn i panden. Sådan.
Det var værre med navnet. Jeg kunne jo ikke så godt hedde Tissemyren.
Det var ikke et navn, der indgød respekt og frygt. Men hvad så? Myremanden? Eller bare Myren? Nej, det lød forkert, og desuden medførte sådanne
navne også et tiltaleproblem. Det gik fint, så længe folk ikke talte direkte til
mig, men hvis de gjorde det, hvad så? ’Skynd dig at komme! Vi har brug for
din hjælp, Myremanden.’ Det lød jo fuldkommen åndssvagt.
Jeg kiggede på tegneserierne igen. De fleste af superheltene havde et
engelsk navn, der sluttede på det engelske ord for mand. Man. Som i Spiderman og Batman. Og dem, der ikke havde det, havde alligevel et engelsk
navn – Daredevil, Wolverine, Superboy. Måske var det den vej, jeg skulle gå.
Det ville også lette min vej til international berømmelse.
Men Myreman kunne man ikke sige, Tissemyreman kunne man heller
ikke sige, og Tisseman kunne man slet ikke sige. Hvad så? Desuden var jeg
jo strengt taget ikke en man, men en boy.
Hvad var nu det engelske ord for tissemyre?
Jeg hentede den ordbog, mor og far havde købt til mig sidste år, ned fra
bogreolen og fandt hurtigt, hvad jeg ledte efter. En myre hed ant.
Antboy. (…)
„Um sich zu verteidigen, beißt die Ameise ihren Gegner und spritzt mit dem
Hinterleib Ameisensäure in die Wunde. Das brennt ziemlich stark. Außerdem
riecht Ameisensäure äußerst unangenehm.“
Ich konnte mir keine Situation vorstellen, in der ich jemanden beißen und anpinkeln würde, um mich zu wehren. Aber von nun an war ich besonders vorsichtig,
nicht danebenzupinkeln. Mama und Papa wären über noch mehr Löcher in der
neuen Badezimmermatte sicher nicht sehr erfreut.
Ich legte die Ameisenbücher beiseite und blätterte die Comics durch, in
denen Superman, Batman und die X-Men gegen Superschurken kämpften, die
damit drohten, ganze Städte oder Länder zu vernichten, und wenn sie richtig
übel drauf waren, gleich den ganzen Planeten. Zwischen ihren Heldentaten hatten die mit Umhängen bekleideten Helden immer noch genügend Zeit, ganz
normalen Menschen in Not zu helfen.
Mir war klar, dass es besonders auf drei Dinge ankam, wenn ich mich als
Superheld betätigen wollte. Ich brauchte einen Namen, ein Logo und ein Kostüm.
Das mit dem Logo war einfach. Ich war noch nie ein sonderlich guter Zeichner gewesen, aber für einen Ameisenkopf braucht es keine große künstlerische
Begabung: ein ovaler Kopf, große Augen und lange Fühler an der Stirn. Das war’s.
Der Name war schon schwieriger. Ich konnte mich ja wohl schlecht „Waldameise“ nennen. Der Name war weder Respekt noch Furcht einflößend. Aber
wie dann? „Ameisenmann“? Oder schlicht „Ameise“? Nein, das klang nach nichts.
Und dann war da auch noch folgendes Problem: Solange mich niemand direkt
ansprach, war so ein Name vielleicht in Ordnung. Aber „Beeil dich! Wir brauchen
deine Hilfe, Ameisenmann!“ klang doch echt bescheuert.
Ich blätterte weiter in den Comics herum. Die meisten Superhelden hatten
englische Namen, die mit dem englischen Wort für „Mann“ endeten: Man. Wie
in Spiderman oder Batman. Alle Übrigen hatten ebenfalls englische Namen:
Daredevil, Wolverine, Superboy. Wäre sicher nicht das Dümmste, mich daran
zu orientieren, um mir den Weg zu einer internationalen Karriere zu erleichtern.
„Ameisenmann“ klang doof, „Waldameisenmann“ erst recht. Aber was
sonst? Außerdem war ich kein man, sondern ein boy, ein Junge.
Wie hieß noch gleich das englische Wort für Ameise?
Ich holte das Wörterbuch, das Mama und Papa mir im letzten Jahr gekauft
hatten, und wurde schnell fündig. Die Ameise hieß ant.
Antboy. (…)
B Antboy – Der Biss der Ameise Kenneth Bøgh Andersen
16 | 17

Download Report